Mottaker: | HARTVIG LASSEN |
Datering: | 21. februar 1876 |
Sted: | MÜNCHEN |
Tekstvarianter | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||||
Om verket | ||||||||||||||
Les mer om brevene |
Faksimile |
Kære Lassen!
I besiddelse af dit venlige brev af 11te dennes nødsages jeg til endnu en gang at ulejlige Dig med nogle ord om det samme emne. Men da jeg jo ved at deslige sager egentlig ligger udenfor din befatning med theatret, så beder jeg Dig om at betragte denne skrivelse som kun i formen stilet til Dig, og anmoder Dig om at fremlægge samme for bestyrelsen, da jeg gerne vil at denne skal kende min mening om det pågældende punkt.
Din oplysning om hvorledes «En Fallit» er bleven honoreret, giver ikke noget udtømmende svar på mit spørgsmål; thi jeg får ikke vide, hvorledes «De nygifte» og «Maria Stuart i Skotland» er bleven honorerede. Heller ikke får jeg svar på mit spørgsmål om hvorvidt noget af mine stykker har oplevet den 20de forestilling på
Kristiania theater: Disse to punkter vil theatrets kasserer med lethed kunne skaffe oplysning om, og en sådan tillader jeg mig derfor fremdeles at imødese. Ligeledes skulde det ikke være uden interesse at få vide hvad Bjørnsons stykker og hvad mine har indbragt theatret. Når jeg har de fornødne materialier ihænde er det nemlig min agt at fremsætte forslag om et tidsmæssigt honoreringsregulativ; thi det som nu snart befølges snart fraviges hjemme, finder intet sidestykke ved noget vel bestyret og ledet theater. Det er de dramatiske arbejder selv, der bør betales, og ikke tillige en med disses antagelse og hyppige opførelse muligvis forbunden kortere eller længere våbenstilstand fra vedkommende forfatters side.
Faksimile |
Hvad nu honoreringsmåden af «Peer Gynt» angår, da savner jeg deri et væsentligt moment uden hvilket jeg ikke kan finde den tilfredsstillende eller antagelig. Jeg mener nemlig bestemmelsen om garanti for et visst minimumshonorar. Denne bestemmelse er ufravigelig nødvendig når en forfatter skal lønnes med indtægten af en enkelt forestilling; i modsat fald vilde han være fuldstændig given i tilfældets og vilkårlighedens vold. Slet vejr, slet valg af dagen,
festligheder eller tilstelninger andetsteds, – alt dette og meget andet kan bevirke at forfatteraftenen gives for tomme bænke. Ved antagelsen af mine øvrige stykker har også stedse et sådant minimum været fastsat, og jeg kan ikke indrømme bestyrelsen ret til således uden videre at forandre de grundprinciper, hvorefter jeg tidligere har været honoreret. Retfærdigst og rimeligst var det om jeg for «Peer Gynt» istedetfor indtægten af 1 forestilling erholdt 20 % af indtægten af de 5 første opførelser. Vil bestyrelsen imidlertid ikke gå ind herpå, så må jeg ialfald fastholde at der tilsikres mig et honorar af mindst 300 spdlr. – Mærkelig nok synes man i Norge at betragte det som en nådessag at betale for dramatiske arbejder; forhåbentlig vil den nye lov om den literære ejendomsret bidrage til at skaffe de almindelige europæiske begreber på dette feldt indgang også hos os. I København og Stockholm honoreres forfatterne nu meget anstændigt og det samme er nu tilfældet her i Tyskland. For
«Hærmændene», der nu er under indstudering ved det herværende store hoftheater, erholder jeg som medlem af «Genossenschaft dramatischer Autoren» 10 % af billetsalget ved samtlige forestillinger, som stykket måtte opleve; og det
samme honorar er ethvert tysk theater, der antager et helaftenstykke, forpligtet til at betale, og det ikke blot for forfatterens men også for hans arvingers levetid. Bjørnson tager altså ganske betydelige summer ind for «En fallit», og Paul Lindau tjente f: ex: på «Ein Erfolg» blot i det første år 15,000 Thaler. – Direktionens nægtelse af forskudsvis at udbetale mig en del af honoraret kan jeg ikke anse for andet end sædvanlig norsk sagførermæssig tværhed, der stikker skarpt af mod den velvillighed, forekommenhed og tjenstfærdighed, hvormed jeg mødes overalt udenfor hjemmet.
Faksimile |
Faksimile |
Jeg kunde have endnu en hel del at tilføje, men vil dog idag indskrænke mig til det ovenfor anførte, og i håb om at direktionen og jeg slutteligen også dennegang kommer til enighed tegner jeg mig
Din venskabeligst forbundne
Henrik Ibsen.